German
Klik for at komme til forsiden
Dansk
English

Anti-korruptionspolitik

Denne anti-korruptionspolitik gælder for alle virksomheder i Nordcarrier Group; Nordcarrier A/S, Nordcarrier Scandinavia A/S, Nordcarrier Continent A/S. Gruppen vil herefter blive omtalt som Nordcarrier.

 

I Nordcarrier er der ingen tolerance overfor korruption, da korruption i alle dens former er uetisk og i strid med de bærende principper i Nordcarriers værdigrundlag. Nordcarrier ønsker med denne skrivelse at give medarbejderne et tydeligt regelsæt for, hvordan man opfører sig overfor firmaets kunder, leverandører og samarbejdspartnere ved modtagelse af gaver og gæstfrihed.

 

HVAD ER KORRUPTION?  
Korruption omfatter forhold som bestikkelse, returkommission, underslæb, bedrageri, afpresning og nepotisme eller tilsvarende. Korruption dækker såvel modtagelse som afgivelse af bestikkelse og andre former for aktiv eller passiv korrupt adfærd. I den klassiske forståelse involverer den typisk penge i form af uretmæssigt krav eller tilbud om betaling for at opnå en ordinær ydelse, særlig tjeneste eller fordel, men kan også have andre former som for eksempel privilegeret adgang til et job eller lignende.
 
HVEM ER OMFATTET AF ANTI-KORRUPTIONSPOLITIKKEN?
Politikken gælder alle medarbejdere, der agerer på vegne af Nordcarrier – Nordcarriers egne medarbejdere samt underleverandørers medarbejdere. Politikken gælder i alle tilfælde lige fra ledelsen til eleven. Alle medarbejdere er dermed forpligtet til at undgå enhver aktivitet, der kan føre til overtrædelse af Nordcarriers anti-korruptionspolitik.
Ansvaret for at informere alle medarbejdere om denne politik i et tilstrækkeligt omfang påhviler ledelsen i de virksomheder, der er underlagt disse principper.

 

ANTI-KORRUPTIONSPOLITIKKEN
Gaver op til en værdi på 800 kroner kan modtages uden tilladelse fra firmaets ledelse. Det er ikke tilladt at modtage billetter, kontanter, tøj, brugsartikler eller andet, der overstiger denne værdi.


Det er som udgangspunkt i orden at tage imod gæstfrihed, der inkluderer forplejning, forfriskninger, events, transport og logi, hvis gæstfriheden ikke overstiger en anslået værdi på 3500 kroner. Gæstfrihed, der overstiger dette beløb, må ikke modtages uden tilladelse fra ledelsen.
Hvis medarbejderen er i tvivl om, hvorvidt en gave eller gæstfrihed er i overensstemmelse med denne politik, skal medarbejderen kontakte direktør Henrik Mikkelsen før modtagelse af gaven eller gæstfriheden.


Det er også medarbejdernes ansvar at forebygge, afsløre og rapportere korruption. Nordcarriers medarbejdere – og andre, der agerer på vegne af Nordcarrier - er derfor forpligtet til at bekendtgøre firmaets nultolerance for bestikkelse og korruption.


Hvis medarbejderen deltager i private arrangementer hos Nordcarriers kunder eller leverandører, skal ledelsen informeres om dette forhold. Medarbejderne skal være særligt opmærksomme på at modtage gaver i forbindelse med udbud, aftaleindgåelse og lignende, som kan påvirke medarbejderens beslutningsproces. I alle tvivlstilfælde skal direktør Henrik Mikkelsen kontaktes.

Nordcarrier A/S, Færgevejen 2, 3390 Hundested | T: 4797 5000 | F: 4797 5001 |  info@nordcarrier.dk | www.nordcarrier.dk | CVR: 28657811